torsdag den 30. september 2010

Neonsokker

Så er der neonsokker til julegavekassen.
Lige ud af landevejen med 2 x 2 rib
Str. 22/23

Jeg fik samlet.....

....både svampe og pudemos på min skovtur i går.
Alligevel var det ikke juledekorationer jeg tænkte på da det gik hjemad , men derimod ordet
SKILTESKOV!
Hmmm, måske skulle man ifører sig pigsko næste gang - bare for at mindske risikoen for at skride i skovbunden :-)


mandag den 27. september 2010

Lampette-lys

I vores lokale genbrugs har jeg fundet 2 stk messing-lampetter.
25 kr. for begge to inkl. skærme.
Nu har de fået en gang med sort højglans lak og planen er at der skal en sort stofledning på.
Skærmene skal iklædes nyt tøj af hør, når jeg engang får tid


søndag den 26. september 2010

Gave

Jeg kender en sød ældre dame der fryser om sine håndled,
 så nu har jeg strikket lidt varme til hende.
Opskriften har jeg fundet her
Jeg har brug 34 g. Jubilæums merino fra Strikkeboden.

fredag den 24. september 2010

Lys over land

Denne gamle staldlampe var godt gemt under mange års skidt og møg.
Nu har jeg vasket den lidt og se så hvilken skønhed der dukkede op - det finest porcelæn.
Nu skal strømdelen renoveres med nye ledninger og så skal skønheden hænge i mit køkken

torsdag den 23. september 2010

Med eller uden......

...mønster, så er der altså noget helt specielt ved sokker i str. 2 år.
Nu kan én af niecerne holde fødderne varme.

tirsdag den 21. september 2010

Gummistøvlesokker

Sokker i gummistøvlerne er  uundværlige på denne tid af året.
 2 x 2 rib, 2 nøgler stømpegarn, købt i COOP 10,- pr. ngl. og pinde 2½

søndag den 19. september 2010

Opskrift

Opskriften til  "Pels på" er nu klar til dig.
Jeg tager ikke ansvar for eventuelle fejl, men hører gerne fra dig hvis du finder en.
Opskriften må ikke bruges kommercielt uden mit samtykke.
Pels på.

Jeg har brugt: Et sæt strømpepinde 2½, ca. 1,4 meter kaninbånd og et nøgle strømpegarn fra COOP

Rib: *6 ret, 4 vrang* Gentag fra * til * omgangen ud.

Hulrække: *6 ret, slå om, 2 vrang sammen, 2 vrang sammen, slå om* gen tag fra * til * omgangen ud.

Højre pulsvante: Slå 60 masker op og fordel maskerne på 3 strømpepinde. Strik rundt i mønster således: 1. -7. omgang: *6 ret, 4 vrang* gentag fra * til * omgangen ud. 8. omgang:* sæt 3 masker på en hjælpepind foran arbejdet, strik de næste 3 masker ret, strik de 3 masker fra hjælpepinden ret, 4 vrang* Gentag disse 8 omgange i alt 7 gange. Strik nu: 3 omgange med rib, 1 hulrække, 3 omgange rib, 1 hulrække, 3 omgange rib, 1 hulrække, 3 omgange rib. Luk af.

Venstre pulsvante: Strikkes som højre, men på 8. pind i mønstret sættes maskerne bagved arbejdet.


God fornøjelse.

fredag den 17. september 2010

Neon her og der

Neonfarver ser jeg når jeg læser med hos kreative bloggere, i magasiner og mange andre steder.
Vidste i At Rudeskov også er med på neon-bølgen?
Se nu bare her!
Næste gang jeg skal i skoven har jeg en pose i lommen.
Der skal samles pynt til julekreativiteter.

torsdag den 16. september 2010

Pels på

Jeg har strikket lidt pulsvarme.
Først snoniger et stykke, så nogle omgange med huller og lukke af.
Gik på jagt, i mine gemmer, efter 1½ meter kanin.
Fandt kaninen og trak den gennem hullerne.
Vupti.
Varme håndled til mig - eller måske en anden.
En rigtig opskrift kommer på et andet tidspunkt, den skal lige rystes ud af mit hoved

tirsdag den 14. september 2010

Nu er jeg altså træt

Jeg er lige kommet hjem fra en aftenvagt - brugt og mat i sokkerne er jeg.
Mit job sluger en pæn bid af min tid, men det gør nu ikke noget.
Se lige hvad jeg har mulighed for at opleve på en arbejdsdag.

En smuk skovsø og en farverig fluesvamp er bare lidt af det jeg har oplevet i dag.

fredag den 10. september 2010

Så er der opskrift

Så fik jeg skrevet opskriften ren og du må strikke 100 muffedisser, eller flere hvis du orker, efter den.
Jeg tager ikke ansvar for eventuelle fejl, men hører gerne fra dig hvis du finder en.
Opskriften må ikke bruges kommercielt uden mit samtykke.

Muffedisser.

Du har brug for: Alpaca fraStrikkeboden eller lignende.Jeg har brugt 36 g. En rest garn eller sikkerhedsnål til maskeholder, stoppenål og strømpepinde nr.3 eller du kan strikke dem med magic loop 

r = Ret

vr = Vrang

drsm = Drejet ret sammen

rsm = Ret sammen

omg = Omgangen

udt = Udtagning

Udtagning: Tag tråden mellem 2 masker op og strik den drejet ret.

Mønster:
1. omg.: 1 r, *2 vr, slå om, 2 drsm,2vr, 1 r* strik fra * til * 2 gange mere.
2. omg.: 1 r, *2 vr, 2 r, 2 vr, 1 r* strik fra * til * 2 gange mere.
3. omg.: 1r, *2 vr, 2 rsm, slå om, 2 vr, 1 r* strik fra * til * 2 gange mere
4. omg.: Strikkes som 2. omg.



Hulrække:
2rsm, slå om. Forsæt sådan omg. Ud.


Slå 44 masker op og strik 10 omg. r, strik 1 hulrække, strik 10 omg. r. Forsæt med at strikke rundt, men strik mønster over de første 22 masker og r over de sidste 22. Når du har strikket mønstret 5 gange tages ud til tommelfinger således: Forsæt i mønster over de første 22 masker, 1 r, 1 udt., 1 r, 1 udt., r omg. ud.
Strik 3 omg. uden udt. og stadig mønster over de første 22 masker. Næste omg.: 1 r, 1 udt., 3 r, 1 udt., r omg. ud.
3 omg. uden udt.
Næste omg.: 1 r, 1 udt., 5 r, 1 udt.,r omg. ud.
3 omg. uden udt.
Forsæt på denne måde med udt. til der er 11 masker imellem udt. strik så 3 omg. uden udt.
På næste omg. strikkes 22 masker (i mønster) 1 r, sæt de næste 13 masker på en tråd, slå 1 maske op, r omg ud.
Forsæt til du har strikket mønstret i alt 17 gange, strik 6 omg. over alle masker, 1 hulrække, 6 omg. r Luk af på sidste omg.

Tommelfinger: De 13 masker fra tråden fordeles på strømpepinde og saml 3 masker op i ”hullet” over. Strik 15 omg. r og luk af.

Montering: Buk kanterne i hulrækken og sy dem til på vrangen. Hæft ender.

Venstre muffedisse strikkes på samme måde, dog tages der ud til tommelfinger i modsatte side således:
Strik mønster over de første 22 masker, strik 20 r, 1 udt, 1 r, 1 udt, 1 r.

mandag den 6. september 2010

36 gram

36 gram ALPACA fra strikkeboden har jeg brugt til disse muffedisser.
Opskriften er min egen.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...